Hvis der er én ting jeg synes vi mangler i vores skolesystem i dag, er det undervisning i privatøkonomi. Endnu bedre ville det være med generel undervisning i finans og hvordan økonomi fungerer.

Jeg har gennem min skoletid, fået mange timers undervisning i kemi, som for mig er fuldkommen irrelevant i forhold til min arbejdssituation i dag. Til gengæld har jeg aldrig fået undervisning i simpel privatøkonomi. For slet ikke at snakke om renters rente og vigtigheden i at investere tidligt.

Som minimum burde alle vide hvordan renters rente fungerer. Dette om noget andet, er så grundlæggende et princip, og det lægger også grundlaget for hvorfor vi i 2. lektion så på at man skulle starte så tidligt som muligt med at investere. Samtidig er renters rente også grunden til at dyre lån hurtigt bliver MEGET dyre.

Hvor finder jeg mere information?

Langt størstedelen af den økonomiske viden jeg har tillært mig, er kommet gennem selvstudie. Jeg har læst artikler online, snakket med bekendte der klarer sig godt økonomisk, og jeg har set webinars omkring konkrete emner jeg ønskede at blive stærkere på. Og så har jeg også lært en del gennem de fejl jeg har begået. Jeg har tabt penge på aktier, og jeg har gået glip af mange gode handler som ville have givet et rigtigt flot overskud. Jeg har gjort mange ting forkert, men jeg har også lært af fejlene, og derigennem gjort mange flere ting rigtigt (vil jeg selv mene). Et sted du kan starte din rejse kan være hos Mr. Money Mustache, ham har jeg selv lært meget af. Jeg kan også varmt anbefale at gå gennem mine ældre artikler omkring økonomi.

En del af det at blive mere og mere økonomisk litterær, er også at man finder en masse råd og vejledning som er i direkte modstrid med hinanden. Personligt har jeg brugt meget tid på at læse blogs fra andre der skriver om privatøkonomi, og der er stor forskel på folks tilgang. Nogle mener f.eks. at man for alt i verden skal undgå gæld, mens andre derimod mener at optagelse af lån & dermed stiftelse af gæld, er det eneste logiske at gøre hvis man vil have godt gang i sine investeringer.

Få sat tiden af

Finansiel viden er noget vi alle burde burde have, men det er også noget alt for få af os sætter tiden og pengene af til at investere i. Det er en skam, for der er massevis af god og gratis materiale online. Der er også en masse skidt derude, alt for mange forsøger at sælge dig deres produkter.

Jeg er med på at det for mange kan synes som en stor og uoverskuelig opgave, og at det kan virke som utroligt meget arbejde. Og jeg er enig! Jeg har selv fundet at det har været svært at komme i gang, for ikke at snakke om at skulle sortere skidt fra kanel i det overflødighedshorn af information som det store internet byder på.

Jeg kommer fra en industri hvor vi er vant til at søge information online. Der går ikke en dag hvor jeg ikke slår op hvordan jeg løser et problem i forhold til mit daglige arbejde. Hvis ikke det var for sider som Google og StackOverflow ville jeg på ingen måde være så produktiv som min leder synes jeg er. Samtidig er vi i industrien vant til at kommunikere med andre online, med det formål at lære noget nyt. Derfor falder det mig nok også mere naturligt at lære gennem selvstudie på den måde som jeg nu opfordrer dig til at lære på.

Hvis du synes at det er et stort arbejde, og ikke du ved hvor du skal starte, vil jeg helt klart anbefale ét område som er essentielt at have styr på; SKAT. Det vil vi se nærmere på i 4. lektion, hvor vi vil se nærmere på SKAT.

Har du læst de andre lektioner?

Du er netop kommet gennem 3. lektion i min serie af “De 10 vigtigste lektioner i privatøkonomi“. Du kan finde de andre lektioner herunder: