Vi startede vores 3 dages (og 100km lange) vandring med en nedstigning fra et udsigtspunkt i byen Mitzpe Ramon (som meget bekvemt betyder “Ramon Observation Point”). Jeg kan godt lide at tænke på, at byen er bygget op omkring udsigtspunktet, i stedet for at udsigtspunktet er opkaldt efter byen. Det er en lidt sjov tanke.

David slapper af i træets krone

Nedstigningen var utroligt flot, kraterets nøgne og øde landskab åbnede sig hurtigt op, og inden man vidste af det, følte man sig helt opslugt af krateret. Efter selve nedstigningen, vendte vi snuden mod bjerget “Shen Ramon” (Ramons Tand) og begyndte derfor at krydse kløften. Det blev et langt stykke, og vi holdt derfor en god middagspause, da vi stødte på dette træ:

Et af de eneste træer i Makhtesh Ramon

Det blev hurtigt klart for os at vi vandrede nært militært område. Man kunne ofte høre “eksplosioner”/sprængninger i baggrunden, og ofte kunne vi også se jægerfly og militære fragtfly flyve hen over kløften. Man kunne godt mærke på piloterne, at de havde haft en god lang forlænget weekend grundet helligdagen Rosh HaShana. Det var tydeligt at se at de legede i luften, og et af flyene brød endda lydmuren. Den slags giver åbenbart et ordentligt brag, og de tunge lydbølger bankede mod klippevæggene og skabte et fantastisk ekko.

Et af højdepunkterne på denne første dags vandring, var helt klart en halv time hvor vi alle vandrede i stilhed. At gå ”alene” i denne golde stenørken, som Makhtesh Ramon nu engang er, være alene med naturen og Gud, og bare lytte til, hvad der foregik omkring en. Stilheden var larmende (altså, så længe der ikke fløj jagerfly hen over hovedet på en). En fantastisk oplevelse, hvor man også lidt fik en fornemmelse af, hvordan en psykologisk ørkenvandring kan føles.

Dagens eneste rigtige stigning var Shen Ramon, som også formåede at give mig et tungere åndedræt. Udsigten på toppen var dog det hele værd. Se selv med her på dette panoramabillede af udsigten fra Ramons tand:

Panoramabillede af udsigten fra Ramons Tand

Lidt stemningsbilleder fra den første dag:

Anden dag startede ud med vandring på en af højderyggene i Makhtesh Ramon. Panoramabillede af udsigten fra højderyggen kan ses her:

Panorama af udsigt fra højderyg

Det var ret smalt på højderyggen

Det var en adrenalin givende oplevelse at vandre på højderyggen. Her gik vi med en fod på hver side af bjerget, og man følte hele tiden at ét forkert afsæt kunne sende en ned af bjergets stejle side. Udsigten var (som altid på toppen af et bjerg) utroligt smuk. At nyde udsigten kræver dog, at man får fjernet blikket fra ens fodfæste til ud over horisonten, hvilket ikke var noget man havde lyst til hele tiden.

“Mount Doom” skiller sig ret meget ud i sceneriet

Herude midt i Makhtesh Ramon er der et bjerg, som meget godt kunne minde en om ”Mount Doom” fra Ringenes Herre. Bjerget er helt sort, og skiller sig med denne markante farve, sig meget godt ud fra resten af landskabet. ”Mount Doom” var ikke så slemt et bjerg at bestige, men udsigten var stadig fantastisk, prøv bare at tjekke dette panoramabillede af udsigten fra ”Mount Doom”:

Panoramabillede af udsigten fra Mount Doom

Guds Bogmærke

Undervejs på dagens vandring kom vi forbi denne mærkværdige klippeformation. Fænomenet her kaldes lokalt for ”Guds Bogmærke”, og myten går på, at Gud satte dette stykke klippe på tværs som bogmærke, for at kunne huske, hvor han var kommet til i skabelsen af Makhtesh Ramon. Personligt finder jeg det ret sjovt og mærkværdigt, at der her midt i alle lagene af klippen er nogle lag, der går på tværs af det hele. Min logik fortæller mig at dette ikke burde kunne lades gøre? Hvis jeg tager fejl må du meget gerne belære mig om fænomenet

Der slappes af med en udsigt fra Mount Ardon – Billede: Missionspiloterne

Dagens og vandreturens stejleste stigning var Mount Ardon. Bestigningen af bjerget krævede knap en kilometers opstigning. En bestigning der var så stejl at de lokale i byen (Mitzpe Ramon) ikke kunne forstå at vi virkeligt havde besteget bjerget fra den side, og ikke havde taget den rampe som var på den anden side af bjerget. Her var vi så højt oppe at vi kunne se et af de privatfly, der fløj rundt i kløften under os. Det er en ret speciel oplevelse at kigge ud over kanten på bjerget, og så kunne kigge ned på et fly. Desværre fik jeg ingen billeder af denne oplevelse, det var jeg simpelthen ikke hurtig nok til.

Lige lidt flere stemningsbilleder fra dag to:

Man søger mod skyggen når den endeligt er der

Sidste dag var klart den hårdeste. Ikke grundet en masse høje og hårde stigninger (vi havde en enkelt medium stigning), men mere grundet den lange vandring hjem. Først og fremmest skulle vi vandre på tværs af kløften, for at komme til den side hvor bussen hentede os. Dernæst var vablerne begyndt at kigge frem, og 7 timers vandring på vabler er ikke ligefrem det sjoveste, jeg kan komme i tanker om.

Makhtesh Ramon er mest af alt bare gold ørken

Den lange vandring var nok mest af alt hård psykisk, da man ude i horisonten kunne se byen som mål. Et mål som føltes til at forblive i horisonten, selv efter flere timers vandring. Personligt endte jeg med, bare at holde øje med at mine fødder ikke sparkede ind i for mange sten, og så glemme byen i horisonten.

Humøret er højt ved tankstationen – Billede: Emma Rygaard

Da vi nåede frem til vores mål (en tankstation i byen), kunne man tydeligt mærke folks forløsning over, nu at have overstået den 100km & 3 dage lange vandretur i ørkenen. Der blev købt kolde læskedrikke og frosne is, madvarer, der bliver meget værdsat efter en dags vandring i den bagende sol.

En af de spændende ting ved at være så mange afsted som vi var, er at alle har hver deres oplevelse af turen. Hver aften havde vi en runde omkring bålet, hvor vi delte, hvad vi hver især synes havde været den bedste del af dagen. Rundturen bragte nye anskuelser frem for hver person, der fortalte om deres dag, og det blev hurtigt tydeligt at vi hver især fokuserede på hver vores ting. Personligt var det jeg lagde meget mærke til naturen og sceneriet. For de andre var det mere sejrene over de fysiske udfordringer, der fyldte mest.

Det er hårdt at gå, man skal huske at slappe af

Min med-volontør Emma har skrevet lidt omkring hendes oplevelser af vandreturen. Hun fokuserer på lidt noget andet end jeg, så vil du vide mere om turen, så smut forbi hendes blog og læs mere om ørkenvandringen i Makhtesh Ramon.

Missionspiloterne (nu også kendt som Motionspiloterne) har også skrevet om deres oplevelse af vandreturen til Makhtesh Ramon. Smut gerne forbi og tag et kig, de har nogle fine videoer, hvor en af dem er et ”afskedsbrev” fra en af volontørerne til hendes kæreste.

Se missionspiloternes video fra ørkenvandringen i Makhtesh Ramon:

Fællesbillede ved Makhtesh Ramon

Dødehavsrullerne blev fundet i en klippehulelignende denne

Hele turen startede stille ud med noget historisk baggrund for bjergende, som stof til eftertanke mens vi klatrede rundt i det hårde terræn. Vores første besøg var hos Qumran museet, hvor de gladeligt fortalte om Qumran samfundet, og teorier om hvorvidt Johannes Døberen havde været et medlem af dette samfund (han boede trods alt i nabolaget). Personligt var jeg dog mere interesseret i fundet af dødehavsrullerne.

Da vi skulle videre fra museet, løb vi ind i nogle problemer. En af vores biler ville ikke starte, hvilket skubbede hele vores tidsprogram. Efter flere forgæves forsøg på at få bilen startet, måtte vi efterlade bilen og de passagerer der var i den. Vi andre kørte (i vore to restende biler) til det næste stop Ein Gedi (En oase hvor David gemte sig for Saul). for så at sende en chauffør tilbage efter de sidste personer. Oasen var også det sted, vi skulle mødes med vores guide Piers samt hans familie.

Så er vi på vej mod bjergene – Billede:DJV

Efter en tur på museet, og afslapning ved oasen, var det tid for vores vandretur i bjergene. Piers , vores guide, var meget opsat på konstant at tjekke hvor meget vand vi havde med, forlangte at vi blev smurt ind i solcreme, og spurgte os flere gange om, hvor vores solhatte var. Jeg indrømmer gerne, at han lige så stille begyndte at minde mig lidt om Frederik Fetterlein, der i 2013 sang om “Skygge, solhat, solcreme”. At der så viste sig at være god grund til, at Piers gik så meget op i især vandet, kommer vi ind på senere.

Resterne fra den gamle grænse mellem Jordan og Israel – Billede:DJV

Da Piers havde sikret sig, at alle havde vand nok med, satte vi kurs mod den første opstigning. En opstigning, der skulle vise sig at blive så hård, at jeg vil kategorisere den del af turen som den hårdeste. Der gik ikke meget mere end 10 minutter, før den første havde sagt fra, og indenfor den første time havde den 3. valgt at gå tilbage. Det var virkeligt en slem opstigning.

Dog er der ikke noget federe end at nå toppen og bare se landskabet åbne sig, efterhånden som det sidste stykke af den massive klippevæg forsvinder, lige så stille, skridt for skridt. Dog fandt man hurtigt ud af, at når man havde besteget den del af bjerget, man kunne se fra foden, så dukkede der ligesom en ny stigning op på toppen af “det første bjerg”.

Efter de første 3 timers bjergbestigning nåede vi toppen af bjerget, og vi blev mødt af et forholdsvist fladt stykke, som vi nu skulle vandre på det næste stykke tid. En god og tiltrængt ændring af terræn, da man var ved at være godt træt i lægmusklerne efter de flere timers klatring.

Lige en omgang stemningsbilleder inden vi går videre:

Ovenstående billeder er taget af Dansk-Jødisk Venskab

Solnedgang i ørkenen – Billede: DJV

Det bliver hurtigt mørkt i Israel, og umiddelbart efter vi var kommet til det flade stykke på bjerget, begyndte solen at gå ned. Allerede kl. 19 var det en nødvendighed, at vi havde tændt vores pandelamper, for uden lyset kunne vi ikke se, hvor vi gik (hvilket hurtigt kan blive farligt når man vandrer i klipperne).

Det er fantastisk at gå ørkenvandring om natten. Temperaturen er noget nemmere at holde til, da der ikke er en sol, der steger en levende. Ganske vidst kan man ikke nyde udsigten så meget, men tempoet kan sættes op, og man behøver ikke så mange drikkepauser.

Da vi (heldigvis) ikke var de første, der havde gået den vej vi gik, var der lavet nogle ruter man kunne følge. Disse ruter var markeret med tegn som disse:

Pejlemærker som disse gjorde vandreturen noget nemmere

Efter mørkets frembrud blev vi hurtigt delt op i to grupper. Et hold spejdere, som skulle finde den næste af disse markeringer, og en bagtrop, som ikke forlod sidste mærke, før det næste mærke var fundet. Dette var resultatet af surt tjent erfaring. Kort efter mørkets frembrud for vi vild, og kunne hverken finde den næste markering, eller den markering vi kom fra. Resultatet blev at vi gik efter kompas i mørket, og måtte så pejle os frem indtil vi kom tilbage på stien.

Når det bliver hårdt at gå selv, må man tage imod en hjælpende hånd

En fantastisk oplevelse ved at gå flere mennesker i klipperne om natten, er den “slange af lys” som det skaber, når man går i én lang række langs en bjergkant. Et fantastisk syn, som jeg er lidt træt af, jeg ikke kunne fange på kamera.

Mørket gav os også flere steder den fordel, at vi ikke havde en ordentlig fornemmelse af, hvor langt vi var oppe, eller retter hvor langt vi havde ned. Der var et par steder, hvor vi i mørket måtte klamre os til en klippevæg, og stille gå sidelæns for ikke at falde ned. Det at man grundet mørket ikke kunne se afgrunden, fjernede en god del af den frygt, denne mangel af plads eller kunne give.

Nattehimmel i ørkenen – Billede: DJV

Fredag i Israel betyder Sabbat (udtales i Israel “Schabbat”). Sabbatten fejres hver fredag med et helt specielt aftensmåltid, med faste bønner og faste måltider. Selvom vi var højt oppe på en klippe, skulle vi stadig holde vores sabbatsmåltid, hvilket blev gjort kl. 23 (da det var der, vi nåede frem til vores “camp”). Selvom vi alle var udmattede og trætte, var det en meget hyggelig oplevelse endelig at sidde stille og på en speciel måde være fokuserede på aftensmåltidet.

I Danmark er det få sommernætter, hvor det er varmt nok til at man, behageligt, kan sove under åben himmel, hvor det i Israel er det en helt anden historie. Efter vi havde indtaget vores (meget tiltrængte) aftensmad, vendte vi alle på hovedet i seng (hvor sengen var hård klippegrund). Nattehimlen ude midt i en øde ørken er fantastisk. Der er ikke noget kunstigt lys, og den eneste lyskilde er månen og stjernerne. Dette resulterer i en intet mindre end fantastisk nattehimmel med en MASSE stjerner, et fantastisk syn at falde i søvn til.

Den sidste nedstigning var et mål i sig selv. For mange af os var den markeret som begyndelsen på en afslutning.

Den sidste nedstigning ramte flere hårdt. En stejl nedgang på løst underlagt i direkte solskin var mere, end hvad de fleste kunne klare. En af deltagerne var så medtaget, at vi kort var bange for, at hun var ved at miste bevidstheden. For at slappe af havde hun lagt sig på jorden, mens vi var to drenge, der prøvede at skygge for solen. Men lige så stille krøb hun mere og mere ind i en fosterstilling, og lod ikke til at opfatte at vi snakkede om hende og hendes tilstand. Heldigvis endte hun med at være i stand til at fortsætte det sidste stykke ved egen hjælp. Læs hendes egen oplevelse af turen her.

Nogle af stigningerne var ret stejle

Selvom målet hele turen var at vandre til Masada, måtte de fleste af os give op til sidst. Da vi startede på turen havde jeg været kæphøj, og sagt: “om jeg så skal vandre hele natten, så skal jeg se solopgang fra Masada”, så måtte jeg tidligt indse, at det ikke blev til en solopgang fra Masada. Og efter den sidste nedstigning måtte jeg også indse, at energien til at færdiggøre vandreturen simpelthen ikke var der. Heldigvis kom vi i slutningen af turen forbi en parkeringsplads, hvor vi kunne blive samlet op, hvilket langt de fleste af os valgte at blive.

Parkeringspladsen havde en stor klippesten, som kastede en skygge. En skygge der lige præcis var stor nok til at vi kunne gemme os i den. Denne mulighed udnyttede vi alle hurtigt. Det var tydeligt at se på folk, at den kølende skygge fra stenen var lige, hvad der var brug for.

Da vi alle var kravlet i ly i skyggen kiggede politiet forbi. Hvorfor de var så interesserede i at kigge forbi ved jeg ikke, men jeg ved at efter Piers havde snakket med dem, vendte de om ad den samme vej som de kom, så de må været kommet fordi de på den ene eller anden måde har set os. Hvem ved, måske har de set os på en af deres satellitter og troet vi var spioner! Eller, måske bare illegale indvandrere, man ved aldrig.

Af de 18 mand vi startede ud, var der kun 3, der fortsatte turen fra skyggen ved parkeringspladsen mod Masada. Det er hvad man må kalde et mandefald.

Målet for vores vandretur var Masada. Og da vi endeligt kom til toppen af Masada (omkring kl 12), kunne vi få os vores meget tiltrængte morgenmad. En 5-6 timers vandretur i stegende sol, og på tom mave, gør en meget sulten. Aldrig tror jeg at en nutella-mad har smagt så godt som der

Lige lidt flere stemningsbilleder:

Ovenstående billeder er taget af Dansk-Jødisk Venskab

Dukkert i det døde hav – Billede: DJV

Udmattede efter 1½ døgn i bjergene, samt et par timer på Masadas top, vendte vi snuden mod Ein Bokek. Ein Bokek er en lille by ved det døde hav. Missionen var klar: Afslapning og rensning i det varme vand. Og det var fantastisk at få slappet af!

Efter en tur i bjergene er det svært at undgå at få skrammer og små sår. Og tro mig, man kunne mærke hvert eneste sted på kroppen, hvor man havde et hul i huden. Når du har en salt-procent på over 30 i vandet, føles det næsten som at gnide salt i såret. Men vandet var stadig rensende, og en tur i havet var fantastisk efter de mange timers vandretur. Især fordi vandet i det døde hav er så varmt og saltholdig, at det føles helt blødt og tykt.

En ting, er den fantastiske udsigt over de golde klipper, som kan opnås på toppen af bjergene ved det døde hav. Noget helt andet er udsigten til gode venskaber. Når man er så tæt på hinanden, og så afhængige af hinanden i 1½ døgn, afføder det helt naturligt nogle ret tætte og gode venskaber. Når man mødes i starten af turen, starter det ud med holdningen “øv, man kan se mine svedpletter”. Alligevel ender man med, gennemblødte af sved, at drikke af samme vandflaske og “holde i hånd” når der er hårde passager man ikke kan klare alene.

Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med missionsiloterne under en Shabbat i Joffihuset. Men at være på vandretur med dem gør, at man møder dem på en helt anden måde. Følg Missionspiloternes ret underholdende blog her.

Carsten Joshua Hedegaard Har lavet en super flot video omkring vores tur. Se den her

Gruppebillede fra vores vandretur – Billede: DJV

Tak til fotograf Dan V. Herron – Dansk-Jødisk Venskab