Ørkenvandring i Makhtesh Ramon

Som jeg fortæller det i mit post omkring turen til Masada, var det en ret hård vandretur for mig. Derfor var det heller ikke uden bange anelser jeg så frem til en 3 dages vandretur i ørkenen Makhtesh Ramon. En tur jeg havde fået at vide på flere måder var hårdere end vandringen til Masada.

Dag 1

Vi startede vores 3 dages (og 100km lange) vandring med en nedstigning fra et udsigtspunkt i byen Mitzpe Ramon (som meget bekvemt betyder “Ramon Observation Point”). Jeg kan godt lide at tænke på, at byen er bygget op omkring udsigtspunktet, i stedet for at udsigtspunktet er opkaldt efter byen. Det er en lidt sjov tanke.

Nedstigningen var utroligt flot, kraterets nøgne og øde landskab åbnede sig hurtigt op, og inden man vidste af det, følte man sig helt opslugt af krateret. Efter selve nedstigningen, vendte vi snuden mod bjerget “Shen Ramon” (Ramons Tand) og begyndte derfor at krydse kløften. Det blev et langt stykke, og vi holdt derfor en god middagspause, da vi stødte på dette træ:

Militært område

Det blev hurtigt klart for os at vi vandrede nært militært område. Man kunne ofte høre “eksplosioner”/sprængninger i baggrunden, og ofte kunne vi også se jægerfly og militære fragtfly flyve hen over kløften. Man kunne godt mærke på piloterne, at de havde haft en god lang forlænget weekend grundet helligdagen Rosh HaShana. Det var tydeligt at se at de legede i luften, og et af flyene brød endda lydmuren. Den slags giver åbenbart et ordentligt brag, og de tunge lydbølger bankede mod klippevæggene og skabte et fantastisk ekko.

Et af højdepunkterne på denne første dags vandring, var helt klart en halv time hvor vi alle vandrede i stilhed. At gå ”alene” i denne golde stenørken, som Makhtesh Ramon nu engang er, være alene med naturen og Gud, og bare lytte til, hvad der foregik omkring en. Stilheden var larmende (altså, så længe der ikke fløj jagerfly hen over hovedet på en). En fantastisk oplevelse, hvor man også lidt fik en fornemmelse af, hvordan en psykologisk ørkenvandring kan føles.

Dagens eneste rigtige stigning var Shen Ramon, som også formåede at give mig et tungere åndedræt. Udsigten på toppen var dog det hele værd. Se selv med her på dette panoramabillede af udsigten fra Ramons tand:

Lidt stemningsbilleder fra den første dag:

Dag 2

Anden dag startede ud med vandring på en af højderyggene i Makhtesh Ramon. Panoramabillede af udsigten fra højderyggen kan ses her:

Det var en adrenalin givende oplevelse at vandre på højderyggen. Her gik vi med en fod på hver side af bjerget, og man følte hele tiden at ét forkert afsæt kunne sende en ned af bjergets stejle side. Udsigten var (som altid på toppen af et bjerg) utroligt smuk. At nyde udsigten kræver dog, at man får fjernet blikket fra ens fodfæste til ud over horisonten, hvilket ikke var noget man havde lyst til hele tiden.

Mount Doom

Herude midt i Makhtesh Ramon er der et bjerg, som meget godt kunne minde en om ”Mount Doom” fra Ringenes Herre. Bjerget er helt sort, og skiller sig med denne markante farve, sig meget godt ud fra resten af landskabet. ”Mount Doom” var ikke så slemt et bjerg at bestige, men udsigten var stadig fantastisk, prøv bare at tjekke dette panoramabillede af udsigten fra ”Mount Doom”:

Guds bogmærke

Undervejs på dagens vandring kom vi forbi denne mærkværdige klippeformation. Fænomenet her kaldes lokalt for ”Guds Bogmærke”, og myten går på, at Gud satte dette stykke klippe på tværs som bogmærke, for at kunne huske, hvor han var kommet til i skabelsen af Makhtesh Ramon. Personligt finder jeg det ret sjovt og mærkværdigt, at der her midt i alle lagene af klippen er nogle lag, der går på tværs af det hele. Min logik fortæller mig at dette ikke burde kunne lades gøre? Hvis jeg tager fejl må du meget gerne belære mig om fænomenet

Mount Ardon

Dagens og vandreturens stejleste stigning var Mount Ardon. Bestigningen af bjerget krævede knap en kilometers opstigning. En bestigning der var så stejl at de lokale i byen (Mitzpe Ramon) ikke kunne forstå at vi virkeligt havde besteget bjerget fra den side, og ikke havde taget den rampe som var på den anden side af bjerget. Her var vi så højt oppe at vi kunne se et af de privatfly, der fløj rundt i kløften under os. Det er en ret speciel oplevelse at kigge ud over kanten på bjerget, og så kunne kigge ned på et fly. Desværre fik jeg ingen billeder af denne oplevelse, det var jeg simpelthen ikke hurtig nok til.

Lige lidt flere stemningsbilleder fra dag to:

Dag 3

Sidste dag var klart den hårdeste. Ikke grundet en masse høje og hårde stigninger (vi havde en enkelt medium stigning), men mere grundet den lange vandring hjem. Først og fremmest skulle vi vandre på tværs af kløften, for at komme til den side hvor bussen hentede os. Dernæst var vablerne begyndt at kigge frem, og 7 timers vandring på vabler er ikke ligefrem det sjoveste, jeg kan komme i tanker om.

Med byen i horisonten

Den lange vandring var nok mest af alt hård psykisk, da man ude i horisonten kunne se byen som mål. Et mål som føltes til at forblive i horisonten, selv efter flere timers vandring. Personligt endte jeg med, bare at holde øje med at mine fødder ikke sparkede ind i for mange sten, og så glemme byen i horisonten.

Da vi nåede frem til vores mål (en tankstation i byen), kunne man tydeligt mærke folks forløsning over, nu at have overstået den 100km & 3 dage lange vandretur i ørkenen. Der blev købt kolde læskedrikke og frosne is, madvarer, der bliver meget værdsat efter en dags vandring i den bagende sol.

Forskellige oplevelser

En af de spændende ting ved at være så mange afsted som vi var, er at alle har hver deres oplevelse af turen. Hver aften havde vi en runde omkring bålet, hvor vi delte, hvad vi hver især synes havde været den bedste del af dagen. Rundturen bragte nye anskuelser frem for hver person, der fortalte om deres dag, og det blev hurtigt tydeligt at vi hver især fokuserede på hver vores ting. Personligt var det jeg lagde meget mærke til naturen og sceneriet. For de andre var det mere sejrene over de fysiske udfordringer, der fyldte mest.

De andre volontørers oplevelser

Min med-volontør Emma har skrevet lidt omkring hendes oplevelser af vandreturen. Hun fokuserer på lidt noget andet end jeg, så vil du vide mere om turen, så smut forbi hendes blog og læs mere om ørkenvandringen i Makhtesh Ramon.

Missionspiloterne (nu også kendt som Motionspiloterne) har også skrevet om deres oplevelse af vandreturen til Makhtesh Ramon. Smut gerne forbi og tag et kig, de har nogle fine videoer, hvor en af dem er et ”afskedsbrev” fra en af volontørerne til hendes kæreste.

Se missionspiloternes video fra ørkenvandringen i Makhtesh Ramon: