Omkring volontøropholdet i Israel
Israel er et UTROLIGT spændende land. Efter jeg, i forbindelse med mit ophold på LMH, var dernede i en uges tid, har jeg kun ventet på at kunne komme afsted igen.
Hvorfor Israel?
Som sagt har jeg længe gerne villet afsted til Israel igen. Denne lyst, kombineret med at jeg godt kunne bruge et afbræk fra studiet, gjorde at jeg hurtigt sagde “Ja tak!” da jeg blev ringet op af Israelsmissionen, hvor de spurgte mig om jeg havde lyst til at tage et halvt års orlov fra studiet, og i stedet arbejde med IT for Musalaha i Israel. Det var i hvert fald planen, selvom de israelske myndigheder ikke ville lade mig blive så længe.
Muligheden for både at kunne kombinere et halvt års orlov fra datalogistudiet, og volontørarbejde med IT i Israel tiltaler mig utroligt meget. Arbejdsopgaverne omhandler primært administrering Musalaha’s digitale ansigt til offentligheden, samt digitalisering af undervisningsmaterialer. Derfor er et af mine personlige håb for opholdet i Israel, at kunne møde nogle nye udfordringer jeg ellers ikke ville møde her i Danmark. Samtidig regner jeg stærkt med at forbedre mine evner inden for webudvikling og social promovering. Hvem ved, måske kan det skaffe mig et job i Danmark når jeg kommer hjem.
Hvem er Musalaha?
Musalaha er en non-profit organisation, som søger at fremme forsoning mellem israelere og palæstinensere, som Jesus i liv og lære demonstrerer vi bør.
Først og fremmest forsøger Musalaha at være en opmuntring, og en fortaler for forsoningen, mellem henholdsvis palæstinensiske og israelske kristne. Men ønsker på længere sigt at kunne brede forsoningen længere ud end blot i det kristne samfund.
Læs mere om deres arbejde på deres hjemmeside musalaha.org.
Israelsmissionen?
Israelsmissionen har som formål at bringe evangeliet om Kristus ud til jøderne, samtidig med at man ønsker at fjerne gensidige misforståelser. Frem mod 2016 har Israelsmissionen endvidere specielt fokus på “Mission gennem partnerskab“.
Læs mere om Israelsmissionen på deres hjemmeside Israel.dk
Nyhedsbrev
Få besked når der kommer et nyt indlæg på bloggen, du kan tilmelde dig nyhedsbrevet for Squazz.dk.
Kom i kontakt med mig