Drømmen om økonomisk uafhængighed tiltaler langt de fleste. Men hvordan opnår jeg dette, og er det muligt at blive uafhængig inden jeg fylder 50?

Hvad er økonomisk uafhængighed?

Det kunne være en god idé først at snakke om hvad økonomisk uafhængighed egentligt mere præcist går ud på.

I sin enkelthed går økonomisk uafhængighed ud på at man ikke længere behøver at arbejde for at kunne dække sine faste udgifter. At være fritstillet fra arbejdsmarkedet, og i princippet kunne gå på pension.

Mange når til dette punkt omkring deres pensionsalder, når de får udbetalt deres pension og derfor ikke længere er afhængig af et arbejde for at få en fast indtægt. Man kan opnå dette tidligere ved hjælp af passive indtægter. Indtægter som f.eks. kunne være afkast fra et aktiemarked, men det kunne også være lejeindtægter fra huse eller lejligheder som du lejer ud.

Så snart du har nok indtægtskilder til at du kan holde dig kørende uden at skulle arbejde for pengene, er du økonomisk uafhængig.

Hvorfor økonomisk uafhængighed?

FIRE (Financial Independence – Retire Early) er et amerikansk udtryk som i stigende grad bliver mere og mere velkendt. Som det ses af ovenstående opdeling, består udtrykket FIRE af to grundprincipper:

  1. Økonomisk uafhængighed
  2. Friheden til at gå tidligt på pension.

For os er økonomisk uafhængighed = økonomisk frihed. For os betyder økonomisk uafhængighed ikke nødvendigvis at vi også tidligt går på pension. Som man siger det, er der folk, der arbejder for at leve, og så er der dem, der lever for at arbejde. Jeg selv er personligt i den sidste gruppe. Jeg elsker mit arbejde, og har altid gjort det.

Da økonomisk uafhængighed for os ikke nødvendigvis er tidlig pension, betyder det i stedet frihed til at arbejde på lige præcis det vi har lyst til, når vi har lyst til det. Når først man har nået økonomisk frihed, er det egentligt underordnet hvor meget løn man får for sit udførte arbejde, hvis man overhovedet får løn. Så længe man gør det man har mest lyst til, kan dette være mere end rigelig løn i sig selv.

Målet i vores lille familie er at nå dette punkt når vi nærmer os de 50. Måske før. Taget i betragtning at den danske stat mener jeg først kan gå på pension når jeg fylder 72, synes jeg at 50 år er opløftende at se frem imod.

Tidlig pension som 50-årig, hvordan det?

En tidlig pension afhænger i princippet kun af én ting; din opsparing. Og skal du have opbygget dig en god opsparing er der umiddelbart kun kun to ting du kan gøre.

  1. Tjen mere
  2. Forbrug mindre

Disse to skal ikke stå alene, men skal helst gerne følges ad. Det hjælper ikke at tjene mere hvis man samtidig blot sætter forbruget op.

Tjen mere

Den umiddelbart nemmeste måde at tjene mere på, er at få en lønforhøjelse. Der findes masser af undervisning online i hvordan du håndterer lønforhandlinger og generelt arbejder på at få skaffet dig en højere løn. Alternativ kan du måske starte freelance eller selvstændig virksomhed, og potentielt set tjene mere denne vej.

Det sagt, så er det ikke altid nemt at gøre noget ved ens indtægt. Det er ikke sikkert chefen lige vil give en den lønstigning man har brug for. Dertil arbejder du højst sandsynligt allerede meget, så at arbejde flere timer er muligvis ikke løsningen.

Forbrug mindre

Hvis ikke vi kan tjene mere, kan vi måske se på om ikke vi kan spare på vores faste udgifter, og i stedet forbruge mindre.

Her er en stor motivationsfaktor for mig at forsøge at omsætte mine køb til arbejdstid. “Hvor mange timer/dage/uger koster det mig på arbejdsmarkedet at købe det jeg er ved at købe? Og er det prisen værd?”

Men undgå at spare for meget. Husk at du også skal leve Hvis du skal skære helt ind til benet og leve af havregrød til alle 3 måltider er det ikke sjovt længere. Det skal ikke være for surt at begrænse ens forbrug. Men det kan være sundt at overveje hvad der er nice to have og hvad der er need to have? Dét er det vigtigste spørgsmål at stille sig selv i denne sammenhæng.

Nogle af de ting vi har gjort herhjemme er at:

Investeringer er nøglen til tidligere pension

At forbruge mindre er desværre ikke altid nok. Højst sandsynligt skal der mere til hvis du skal kunne leve af din opsparing alene.

Hvis dine månedlige udgifter i snit er 10.000, har du et årligt forbrug på 120.000. Lad os tage udgangspunkt i at du vil gå på pension som 50-årig. Skal du have en opsparing der er stor nok at leve af til du fylder 90, skal du egentligt “bare” have opsparet hvad der svarer til dine faste udgifter (120.000kr) i 40 år. Altså 4.800.000, eller små 5 millioner. Vi har udeladt inflation i dette hurtige eksempel.

5 millioner er mange penge. Og det især hvis der ikke er mange penge at afsætte til opsparing hver måned. Hvis du hver måned kan afsætte 4.000 til opsparing, vil det tage dig 100 år at lave sådan en opsparing. Det er svært at nå inden man fylder 50

Derfor er det desværre ikke nok bare at sætte pengene til side. Derfor må vi tilføje et 3. step til vores vej mod en pensionsopsparing:

3. Invester hvad du kan

Investerer du dine penge, vil du måske på et tidspunkt kunne leve af afkastet af disse investeringer. Samtidig hjælper det løbende afkast med at få øget din opsparing. Dette er det samme princip som vi følger med en traditionel pensionsopsparing.

Hvis vi får investeret nok, vil vi på et tidspunkt kunne leve af afkastet alene. Og så har vi jo faktisk nået vores mål og økonomisk uafhængighed. Det er forholdsvist nemt at komme i gang med at investere, og kræver ikke så meget arbejde som man skulle tro.

Hvornår er man sådan rigtigt økonomisk uafhængig?

En ting er at have dækket alle de udgifter du har her og nu. Men hvordan vil dit forbrug se ud når du bestemmer dig for at gå på pension? Vil dit forbrug stige fordi du skal ligge på stranden og drikke Margarita hver dag? Eller vil forbruget falde fordi du ikke længere skal pendle til og fra dit job?

Hvis du ikke forventer at dine udgifter stiger, er en tommelfingerregel at dine investeringer skal op på en værdi af 15x dine nuværende udgifter.

Hvis du derimod forventer at dine udgifter stiger er det noget sværere at sige. Flere steder bruger man tallet 35x dine nuværende udgifter.

Hvis du vil lege lidt med tallene har Pengepugeren lavet en beregner til dette formål. Her kan du hurtigt få et overblik over hvor mange penge du skal have placeret i aktiemarkedet for at være økonomisk uafhængig.

Personligt har jeg lavet et regneark til formålet som du kan hente ned og plotte dine egne tal i. Regnearket er udfyldt med en masse fyld-data, som højst sandsynligt ikke passer på dine udgifter. Det må du selv rette til Kom endelig med feedback og kommentarer til mit regneark. Hvis der er noget jeg har overset vil jeg hellere end gerne høre om det