For kun 72.000 kan du give dit barn en skattefri gave på 182.000. Men det kræver at du investerer barnets børneopsparing og ikke bare trækker renter.
2019 blev året hvor jeg blev velsignet med en datter. Det giver en masse overvejelser, blandt andet hvordan jeg kan støtte hende bedst økonomisk. Det betyder derfor også at jeg, som så mange andre, ønsker at oprette en børneopsparing til hende.
En børneopsparing er skattemæssigt den bedste måde at spare op til dit barn, og de grundlæggende regler for den er utroligt simple:
- Skal oprettes når barnet er mellem 0 og 14 år.
- Der kan indsættes op til 72.000 kr. i alt (2019 sats)
- Der kan højest indsættes 6.000 (1/12 af det fulde beløb) om året.
- Pengene er bundet i mindst 7 år
- En børneopsparing er skattefri! (denne er vigtig)
Der er lidt forskel på hvor meget de forskellige banker kan give i rente, samt hvad reglerne er for om hvorvidt banken skal være din primære bank for at du kan oprette en børneopsparing hos dem. Men alt dette vil vi ikke tænke på, for rentesatserne er fuldstændigt ligemeget!
Skattefrihed er vigtigt
Vi er ikke interesserede i de usle ca. 0,5% som bankerne vil tilbyde i 2019. Det vi er interesserede i, er den skattemæssige fordel ved en børneopsparing. Børneopsparingen er nemlig skattefri!
Det betyder at der ikke betales skat af renten, men heller ikke af alle andre former for “renter” så som aktieudbytte og lagerbeskatning. At aktieudbytte er skattefrit, er for mig at se den spændende og vigtige del af en børneopsparing.
Det er også derfor at en børneopsparing gerne skal udnyttes før man benytter sig af af et normal kapitalbeskattet aktiedepot til barnet gennem fx. NordNet eller Tobi. Hvis dit barn et år har en værdistigning der er større end frikortets værdi på et sådan depot, vil barnet blive beskattet af værdistigningen. Dette sker ikke på en børneopsparing da hele værdistigningen er skattefri. Og ja, en værdistigning på 40.000 er ikke utænkeligt hvis barnet har 100.000 (eller mere) investeret og du rammet er godt år, som fx 2021.
0,5% er dårligt afkast
Da vi kan låse en børneopsparing i 21 år, har vi en forholdsvis lang horisont til at lade pengene yngle, og udnytte renters rente til sit fulde. Indsætter du de 72.000 så hurtigt som du kan (12 år) og får 1% i afkast årligt, ender du med at have givet dit barn en gave på omkring 85.000 på dets 21 års fødselsdag. Får du derimod 6% i afkast (gennemsnitligt for aktiemarkedet) ender du i stedet med at give en gave på 182.000! Det er alligevel en forskel dit barn kan tage og føle på!
Bankerne vil gerne hjælpe, for en pris
Bankerne vil også rigtigt gerne hjælpe dig med at investere pengene. Den nemmeste løsning er blot at lade pengene blive investeret i en pulje som bankerne styrer for dig. Men det er også den løsning der koster dig mest. Et eksempel på sådan en pulje er Danske Banks Puljeinvest, og her vil det koste dig omkring 1,2% om året i årlige omkostninger (ÅOP).
Alternativt kan du selv købe nogle andele i index-investeringsfonde for dit barn. Et populært valg her i Danmark er Sparinvest Index fondene. Her er ÅOP på flere af fondene omkring 0,5% om året.
En forskel fra 0,5% til 1,2% er “kun” 0,7 procentpoint, og lyder ikke af meget, men det giver en stor forskel over 21 år. Se diagrammet herunder for at se hvordan en opsparing vil udvikle sig med henholdsvis 0,5% og 1,2% i ÅOP.
Gør det selv
Baseret på hvad jeg har fremlagt ovenfor, endte vi hos os med at bede banken om at få oprettet en børneopsparing med et depot, så vi selv kunne købe andele i investeringsfonde hvert år. Vi mener at det er den bedste løsning for vores barns børneopsparing.
Husk at bede din bank om at din børneopsparing skal have et aktiedepot i stedet for bare at være en normal bankbog. Dit barn vil takke dig når først det bliver gammelt nok til at få adgang til aktiedepotet. Det skal nævnes at ikke alle bankrådgivere kender til dette, jeg var nødt til at insistere på at det var en mulighed.
Nordeas alternativ
Hvis du har mulighed for og/eller ønsker at bruge Nordea til børneopsparingen, har de et produkt som hedder “Nordea Globale Aktier Indeks KL” (ISIN-kode: DK0060451623). Det gode ved denne er at deres ÅOP kun er på 0,58%. Og så nærmer vi os de 0,5% som Sparinvest kører med nogle af deres indexfonde. Til gengæld er ind- og ud-trædelsesomkostningerne kun på 0,1%. Hen over 21 år lader det til at Nordeas løsning kan være en 2-3.000 billigere end at gøre det selv.
Skal barnet have flere penge?
Har barnet bedsteforældre, eller anden familie, som også ønsker at hjælpe barnet på vej med en god opsparing er der andre produkter som giver god mening at kigge på. I øjeblikket synes jeg den bedste løsning at udnytte skattefrie gaver samt barnets personfradrag.
Hvordan er det nu det det – hvis du, som forælder, indbetaler til dit barns børneopsparing, bliver du så ikke modregnet i aktiegevinsterne? Hvorimod hvis du får barnets bedsteforældre til at indbetale, så bliver barnets fradrag brugt i stedet?
Når der er tale om en børneopsparing (specifikt produkt i bankerne, med regler fra staten), er det skattefrit. Men du kan jo så også kun indsætte en begrænset mængde penge på kontoen.
Hvis der derimod var tale om et normalt depot på kontoen, så jo, så har du helt ret. Her ville forældrene blive modregnet aktiegevinsten. Jeg har skrevet mere om dette her: Børnebørnsopsparing – udnyt dit barns personfradrag
Hej,
Du skriver et andet sted på reddit at: “Vi valgte vi at oprette børneopsparing hos Jyske Bank, da vi her kunne få et aktiedepot hvor vi kan handle både ETF’er, aktier og investeringsfonde. ETFer viste sig dog at være dyre gennem Jyske Bank, så valget her endte på akkumulerende investeringsfonde”.
Kan du uddybe hvad prisforskellen er i Jyske Bank på eksempelvis:
– Danske Invest Global Indeks Valutasikret Akk. (ISIN: DK0016248222) og
– iShares Core S&P 500 UCITS ETF (DE) (ISIN: IE0031442068)
Vi har nemlig børneopsparing i puljer hos Jyske Bank og det vil jeg gerne ændre på til årlig investering i én af ovenstående.
Hej Martin
Som jeg husker det var det handelsomkostningerne der stak helt af.
Jyske bank tager som minimum en kurtage på 150 (Ja, 150!!) for handel med ETF’er. Dertil kommer børsafgift osv.
Det var decideret ulækkert at se på, Vi snakker handelsomkostninger der hurtigt kom over 1% af handelsbeløbet.
Så disse omkostninger alene gjorde at vi valgte at gå med indeksfonde. DK0016248222 er ikke en værst fond, den skal du nok blive glad for