Skal du downloade eller streame dine film på Netflix hvis du ønsker den bedste kvalitet? Giver download mening for andet end mobile enheder?
Du har helt sikkert, ligesom mig, oplevet det. Gardinerne er rullet for, popcornene er poppede, din drink står klar og du har endelig fundet tid til at sætte et par timer af til at se en fantastisk film fra Netflix.
Og så sker det, midt i den store action scene, eller liiige når de to hovedroller er ved at finde hinanden. Kvaliteten falder drastisk, eller måske stopper filmen ligefrem fordi den er i gang med at buffer. Du blevet hevet ud af stemningen, og det bliver bare aldrig rigtigt det samme.
Der kan være mange grunde til at dette sker, men ligesom mig har du helt sikkert overvejet om ikke det er muligt at downloade filmen på forhånd, så man kan sikre sig mod at dette sker. Med Netflix’s app på Microsoft Store er det muligt for dig at downloade nogle film (ikke alle, men det føles som om antallet af titler stiger dag for dag). Men burde du downloade filmene på forhånd inden du skal se dem? Vil kvaliteten være god nok? Dette har jeg forsøgt at svare på i denne artikel.
Sådan testede vi
For at vi kan lave nogle acceptable tests, er vi nødt til at have et fast datasæt som vi kan teste op imod. Netflix tilbyder nogle test-patterns man kan lege med: https://www.netflix.com/dk/title/80018499. Disse tests blev valgt til vores tests da vi regner med at disse tests vil forblive på platformen fremadrettet. Disse tests kan også downloades, hvilket det ikke er alle film på Netflix der understøtter.
Ud over de konkrete målinger består en stor andel af mine data herunder stammer fra telefonisk dialog med en tekniker / programmør hos Netflix. Jeg har derfor heller ikke konkrete referencer til at bekræfte hvad jeg skriver herunder. Jeg arbejder på at få noget på skrift fra Netflix, men tror aldrig jeg får det, desværre.
Størrelsen af film & Bitrate
I det følgende er der taget udgangspunkt i “Sæson 1, EP8” af testfilmene. Det er en version der understøtter op til 4K & 60FPS.
Samtidig viser de også opløsning på det billede du får leveret, samt FPS. Disse oplysninger gør det meget nemmere for os at lave tests på flere enheder og være helt sikre på hvilket medie vi får leveret fra Netflix.
Større er ofte bedre
Grunden til at vi i første omgang kigger på størrelsen af vores downloadede, er at størrelsen af en film passer meget godt overens med billedkvaliteten af en film. Til en vis grænse.
Hvis du har to versioner af en film, hvor den ene fylder 1GB og den anden 10GB, vil den store fil i langt de fleste tilfælde være den der er i den bedste kvalitet. Dette skyldes at de to film vil være komprimeret på hver deres måde, hvor større komprimering (og dermed mindre filstørrelse) ofte betyder dårligere kvalitet. Vi er gået mere i dybden med hvordan billeder og video komprimeres, så tjek den artikel ud hvis du ønsker at vide mere om hvad det er der egentligt foregår.
En BluRay fylder meget
Det er værd at bide mærke i at en gennemsnitlig 1080p BluRay film fylder ca. 30Gb for 1½ times film. For en streamingtjeneste som Netflix er dette mange gigabytes at sende over internettet, for ikke at snakke om at du som minimum ville skulle bruge en 70Mbit internetforbindelse for at kunne streame filmen i den kvalitet (hvis der ikke sker andet på netværket samtidigt). Derfor ser vi også at Netflix, og alle andre streaming udbydere, har komprimeret filmene yderligere end “blot” den komprimerede version vi får på en BluRay.
Lad os se på de konkrete tal herunder og se hvor store film vi får lov at få serveret fra Netflix når vi enten downloader eller streamer film hos dem.
Stream
- 720p stream -> 3,2Gb
- 1080p stream -> 6,2Gb
- 4K stream stream -> 14Gb
Download
Ved vores downloads har vi noteret størrelsen på den enkelte enheds skærm.
- Honor 10 (1080×2280 = 2.462.400 pixels) -> 514Mb
- Galaxy S9 (1440×2960 = 4.262.400 pixels) -> 295Mb
- iPhone 8 (750×1334 = 1.000.500 pixels) -> 485Mb
- iPad fra 2018 (1536×2048 = 3.145.728 pixels) -> 485Mb
- Windows PC med 1080p skærm koblet til -> 1,4Gb
- Windows PC med 4K skærm koblet til -> 1,4Gb
Som vi ser det på ovenstående tal, er der en meget stor forskel på hvorvidt man downloader filmene eller om man streamer dem. Selv hvis man streamer i 720p er der langt ned til størrelsen på en downloadet version af filmen. Og dette især når vi ser på de mobile enheders downloads.
Vores tal stemmer meget godt overens med de tal HowToGeek fandt frem til da de testede streaming forbrug på en browser i 2018. I forhold til forbruget på mobile enheder passede det også meget godt overens med de tal MyBroadband.co.za fandt frem til i 2018.
Maks download størrelse på Windows computere
Endvidere viser vores tests at downloads lader til at være låst til 720p 30fps. Vi prøvede dette af med flere titler for at se om det kun var vores testfilm der var berørt af dette, men det lod til at dette gjaldt alle de film vi hentede ned. De fyldte alle lige omkring 1,5Gb. Dette stemmer desværre ikke helt overens med hvad Netflix selv skriver på deres hjælpeside. Her skriver Netflix at downloads der er låst til “høj kvalitet” kan levere “op til 1080p”, afhængig af den downloadede titel.
Efter dialog med Netflix, viser sig at Windows downloads ofte er låst til 720p. Hvilket passer meget godt overens med at vores 720p downloads er den halve størrelse af vores 720p streams.
Forskel på Codecs
En af grundene til at filstørrelserne er lavere ved downloads i forhold til streams, er at der ved downloads bliver brugt et x265 codec i modsætning til x264 eller lignende i streams. Ved brug af x265 (HEVC) i stedet for x264 (AVC) kan Netflix gøre størrelsen på deres film op imod 50% mindre.
For at Netflix kan levere disse optimeringer til os er der et stort bagkatalog der skal re-encodes fordi der skal leveres forskellige filer alt efter om vi snakker download eller stream. For ikke at snakke om forskellen for de enkelte platforme. I 2020 var de stadig i gang med denne process.
Netflix laver flere tricks for at gøre størrelsen mindre
Netflix gør hvad de kan for at gøre downloads så små som muligt, uden at gå for meget på kompromis med kvaliteten. Et af de steder Netflix kan spare mest plads på de mobile enheder, er ved at encode de enkelte scener i filmen forskelligt, alt efter hvordan scenen er. Scener hvor der ikke er meget bevægelse, bliver encoded med en lavere bitrate end resten af filmen. De enkelte scener bliver så stykket sammen, og samlet til én film i sidste ende.
Dette betyder også at der vil forskel på størrelsen af film afhængigt af hvorvidt der er tale om en film med med mange stille billeder og dialog, eller om det er en hæsblæsende actionfilm med en masse skiftende scener, og hvor der sket meget i scenerne.
Lydkvalitet på downloads
Vores tests viser at streaming giver ofte adgang til bedre lydformater end downloads. Downloadede film tilbød højest et 5.1 lydspor hvor streaming tilbød os 7.1 og nogle gange endda Atmos.
Hvis du har et godt lydanlæg (5.1 surround eller bedre), vil vi derfor ikke anbefale at pre-loade filmene da det ikke er det fulde lydbillede du får hentet ned ved downloads. På det rigtige anlæg vil dette tydeligt kunne høres.
Konklusion: Perfekt til pendlere
Windows computere
Hvis du har et 4K TV vil vi på ingen måde anbefale at du “pre-loader” film til din Windows maskine, men derimod bør du altid streame dit indhold for at få det bedste ud af dit abonnement. Netflix selv oplyser at den maksimale opløsning er 1080p hvis du downloader film, men vores tests viser at der ofte er tale om downloads i 720p (vi fandt kun The Umbrella Academy som var i 1080p). Dette alene gør det til et no-go, da du vil få en masse uønsket opskalering på TV’et hvilket ikke gør noget godt for billedet.
Selvom at h265 formatet tilbyder størrelser på omkring halvdelen af den oprindelige størrelse, kan vi se at downloadede film på Windows er under halvdelen af den størrelse som bliver streamet. Dette kommer ikke uden en konsekvens for kvaliteten af de downloadede film. Det er muligvis et resultat af en konkret strategi fra Netflix hvor downloads ikke er ment som den primære måde at se deres film.
Hvis du dog konsekvent har problemer med at dine film skal buffer hele tiden, ville jeg nok overveje at downloade filmen på forhånd. Dog ville jeg så nok i samme omgang overveje om det er værd at betale for den store pakke hos Netflix, da du ved downloads aldrig ville få udnyttet den kvalitet du betaler for.
Ekstra info omkring kravene for 4K
Det er værd at nævne at der er en del krav man skal leve op til hvis man overhovedet skal have muligheden for at nyde 4K streams fra Netflix på ens TV. Bruger du en browser skal det fx være Microsoft Edge, og dit HDMI kabel skal have en høj nok kvalitet / være minimum HDCP 2.2 (HDMI 2.0).
Dertil skal din computer enten have en Intel processor der er nyere end 2016 (7ende generation intel processor), eller et Nvidia grafikkort som er fra 2016 eller nyere (Nvidia 1050 eller bedre).
De samme krav gælder hvis du vil se indhold i HDR.
Alternativt kan du bruge en Chromecast Ultra. Det vil give dig muligheden for 4K & HDR så længe dit TV understøtter 4K & HDCP 2.2. Desværre er min erfaring at dette til tider er på kompromis af lydkvaliteten.
Mobile enheder
Såfremt at du ser hele filmen på din mobile enhed, er jeg tilbøjelig til at anbefale altid at downloade en film inden du ser det. Det kræver mindre data, og kan spare dig for både strøm og data. Ser du kun en lille del af den ville jeg nok ikke downloade den, men blot streame den smule du lige får set.
Personligt har jeg ikke lagt mærke til de store kvalitetsforskelle på downloads og streams på min mobiltelefon. Dette nok primært fordi jeg har set filmene på en mobiltelefon, og at jeg primært ser de downloadede film i tog eller bus, hvor man ikke nyder filmene på en anden måde. Det skal dog bemærkes at jeg ikke har lagt mærke til pixelfejl og andre tydelige fejl som følge af komprimering, hvilket i sig selv må være en stor kado til Netflix og deres evne til at komprimere filmene troligt effektivt.
Det skal også nævnes at de film jeg har downloaded på telefonen primært har været komedier eller episoder i en serie. Disse to kategorier af materiale er heller ikke kendt for at være de flotteste da budgettet her ikke er det samme som de kæmpestore flotte action-baskere med en masse CGI
Den store fortaler for at pre-loade Netflix film på din telefon eller tablet er sikkerheden i at kvaliteten ikke falder drastisk mens du sidder i toget eller bussen, hvis den da ikke stopper helt og venter på at du får forbindelse igen.
Livet som pendler
Jeg er meget på farten, og pendler hver dag til og fra arbejde.
Når jeg rejser med tog kan jeg for det meste arbejde, men når jeg rejser med bus er det noget sværere, og her bruger jeg for det meste tiden på at se lidt af en serie på Netflix eller hvor end jeg lige har et streaming abonnement i den måned.
Efter at have set en del offline video fra Netflix, i stedet for at streame det, er det kommet bag på mig hvor flotte billederne egentligt er.
Kom i kontakt med mig