Nogle gange er der brug for at starte forfra, stoppe det man er i gang med, og vende tilbage til fast, men ukendt, grund.
Når jeg ser tilbage på det seneste halve års tid, havde jeg slet ikke turde håbe på at jeg var hvor jeg er i dag. Jeg var, efter lange overvejelser, lige droppet ud af studiet, og havde næsen vendt mod Israel hvor planen var at jeg skulle tilbringe de næste 5 måneder i selskab med NGO’en Musalaha.
At starte forfra
Det er lidt mærkeligt at vende hjem til sit værelse efter at have været væk fra det i mere end et halvt år. Man føler sig lidt som en gæst i eget hus. Alligevel var det også en lettelse at kunne flytte tilbage til den gamle lejlighed sammen med min gamle roomie. Jeg følte hurtigt, jeg faldt tilbage i nogle af vore tidligere rutiner. Men det halve år fra hinanden havde også betydet, vi var nødsaget til at starte forfra igen. Husreglerne blev genopfrisket, økonomien gennemgået og vore forventninger til hinanden afstemt.
Grundet bureaukratiet hos Aarhus universitet kunne jeg ikke vende tilbage til det studium, jeg forlod i sensommeren 2014. Dette betød at jeg efter hjemvendelsen til Danmark nu havde godt et halvt år, hvor jeg skulle finde mig en eller anden form for indtægtskilde. Indtil jeg i sensommeren 2015 kunne starte på et nyt studie. Dette var i hvert fald planen.
At starte i nyt job
I 2014 forlod jeg mit studiearbejde som phoner hos Krifa, og forsøgte i første omgang at søge både deltid og fuldtidsarbejde her. Samtidig søgte jeg løst og fast, og krydsede fingre for at jeg kunne finde noget erhvervs-relateret arbejde i den kommende tid op imod det nye studie. Jeg havde dog ikke store forhåbninger om dette, og var så småt ved at indstille mig på et halvår som kasseassistent eller fastfood-medarbejder.
Men sådan skulle det heldigvis ikke gå. Gennem en ven fik jeg nys om at Mediaworkers i Aarhus søgte en juniorudvikler, jeg tog chancen, og søgte stillingen. En måned senere kunne jeg så (ydmyg og benovet) møde op på kontoret i Aarhus, i min nye stilling som juniorudvikler. Og ikke bare en studie- eller deltidsstilling, men en fuldtidsstilling! Yes! Det var, hvad jeg havde regnet med, jeg skulle om 2 år, når studiet var færdiggjort – ikke allerede nu med en uafsluttet datalogiuddannelse
Hos Mediaworkers er jeg kommet i et team hvor vi arbejder på et nyt intranet, Colibo. Det er super spændende at være en del af udviklingen af så interessant og bredt et produkt
At stoppe sit studie
Med en fuldtidsstilling på hænderne ændrede mine planer for studie sig hurtigt. Mit udgangspunkt var, at jeg ville studere fuldtid efter sommeren 2015. Men sådan ser fremtiden ikke ud længere. Mine studier er sat på standby og jeg agter i stedet at opkvalificere mig med noget deltidsstudie løbende. Så kan jeg måske engang kan få færdiggjort en bachelor i IT.
Selvom jeg ikke længere er en del af universitetet, føler jeg stadig, at jeg på en måde studerer og lærer en masse gennem mit arbejde som juniorudvikler. Varierede arbejdsopgaver og nye udfordringer stiller mig i problemstillinger som må undersøges & gennemarbejdes. En proces som jeg allerede nu efter 2 måneder i jobbet, føler giver utrolig god mening. Og en proces som giver mig et nyt perspektiv på studie opgaverne fra universitetet. Pludselig ses det hele i et andet lys, og flere og flere ting giver nu bedre mening, end det gjorde under selve studiet. Noget tyder på at jeg lærer noget bedre praktisk, end jeg gør teoretisk
At flytte i ny lejlighed
Ikke nok med at jeg nu står med nyt job og et studie, jeg er droppet ud fra, så har jeg netop også skrevet under på en lejekontrakt for en 6-værelses lejlighed. Så snart flytter jeg sammen ind med 3 kammerater og starter vores eget lille mini-kollektiv.
Udsigten til at min nuværende roomie skulle giftes til sommer, gjorde det mig nødvendigt at finde en ny lejer. Jagten gik i gang, og pludselig dumpede der denne 6-værelses lejlighed ned i skødet på mig. Det er for fristende at sige nej tak til, når nu der er nok lejere som gerne deler huslejen med en.
Vende tilbage til det ukendte
Da jeg forlod studiet og tog til Israel, vidste jeg ikke, hvad fremtiden ville bringe. Alt hvad jeg vidste var, at jeg skulle arbejde med IT for en NGO i Talpiot.
Jeg må sige, da jeg tog hjem fra Israel, troede jeg, at jeg vendte hjem til et halvt arbejdsår efterfulgt af et studie, jeg nogenlunde kendte til. Men i stedet er jeg vendt tilbage til en noget ukendt og spændende fremtid.
Kom i kontakt med mig