Er det overhovedet etisk forsvarligt at investere i lån gennem crowdlending platforme som Mintos? Er man ikke blot med til finansiering af kviklån?
Denne overvejelse har jeg gået med i længere tid. Og det er da også en af de primære holdninger jeg ofte mødes af når snakken falder på crowdlending.
Jeg har tidligere skrevet om hvad crowdlending er, og sågar givet indblik i hvordan jeg selv bruger Mintos til at investere i crowdlending lån. Dette ville jeg ikke gøre hvis ikke jeg mente jeg kunne stå inde for både koncept og platform. Så lad os se på hvorfor jeg ikke mener crowdlending blot er finansiering af kviklån.
Den følgende artikel vil bygge på mine erfaringer med Mintos alene, da jeg ikke har kendskab til de andre crowdlending platforme.
Et lån er ikke bare et lån
Mintos har utroligt mange forskellige lån udbydere. Og ja, der er kviklåns udbydere imellem dem, mange endda. En gennemgang af mine automatiske investeringer, viste da også at jeg havde investeret i lån fra kviklån udbyderen Simbo.
Hvis vi kigger på Simbo’s profil på Mintos (Simbo er sidenhen blevet fjernet fra Mintos), kan vi se at den årlige rente de oplyser til Mintos stemmer overens med den debitorrente de skriver på deres hjemmeside. Renten er nemlig angivet til 228%. Det er en absurd høj rente, og allerede her er det en udbyder hvis lån jeg personligt ikke havde lyst til at finansiere. Men klikker vi videre ind på Simbo’s egen hjemmeside, Simbo.dk, ser vi at debitorrenten ikke er den fulde historie. Den samlede ÅOP ender nemlig på over 700%!
Hvorvidt ÅOP så er en fair måde at sammenligne kviklån med etablerede forbrugslån er en anden diskussion. Den må vi tage op en anden gang. Det ændrer ikke på at mange af disse kviklån firmaer lader til at være skruppelløse i deres markedsføring.
Grænser for APR/ÅOP er ikke nok
Hvordan spotter vi så denne type låneudbydere? I 2018 tilføjede Mintos APR til beskrivelsen af deres lån på platformen. APR er hvad vi i Danmark kalder ÅOP.
Med APR som et våben, var mit første forsøg på at investere mere etisk, at låse hvor høj APR jeg ønskede låntagere skulle mødes af. Jeg lavede strategier som skulle sørge for at jeg ikke gik ind i lån hvor APR skulle være over 25%.
Umiddelbart lod det til at være en success med det samme. De lån der blev optaget derefter havde alle en APR under 25%. Men da jeg nærstuderede de lån jeg nu var med til at financiere, kunne jeg se at jeg havde investeret i det følgende lån, som har en oplyst APR på 7,8%. Men som det ses på billedet herunder, er lånet udstedt af Simbo, som vi ved udsteder lån til 228% og med en samlet ÅOP på over 700%.
Om det er en fejl i Mintos skal jeg ikke kunne sige, men en grænse på APR lader ikke til at være nok til at sikre mig mod disse vilde lån. Jeg har derfor valgt at undersøge de enkelte udbydere, og i mine strategier aktivt fravælge dem jeg ikke ønsker at være med til at finansiere.
Personlige lån & korte lån er ofte de slemme lån
En anden (og lidt nemmere løsning) til ikke at ramme disse vilde lån, er helt simpelt at undlade at investere i de personlige lån og de korte lån. Det er primært disse lån som er designet mod de vilde udgifter for låntager. Lån til biler, business, ejendomme & landbrug lader alle til at være nogenlunde fornuftige (Renten kan stadig være høj, men hvorfor dette er tilfældet, vi snakket om i min intro til Crowdlending.)
Personlige lån og korte lån er dog desværre en meget stor del af lånene på Mintos. At fjerne alle dem, er det samme som at fjerne 75% af ens investerings muligheder. Derfor har jeg kigget nærmere på de enkelte låneudbydere, og lavet en liste over dem jeg føler mig tryg ved at investere i.
På selve Mintos har jeg lavet skabelon til lån som jeg umiddelbart synes virker rimelig etisk. Du kan finde min liste over etiske investeringer på Mintos her. Hvis du mener der er et bedre setup for en strategi til Mintos investeringer, så fortæl mig endeligt om det i kommentarsporet!
Affiliate / lad os hjælpe hinanden
Er du blevet interesseret i Crowdlending? Personligt bruger jeg primært Mintos, og du må meget gerne bruge mit affiliate link til Mintos. Når du bruger linket til at oprette en bruger, får du 1% bonus på alle dine investeringer tilbage som bonus de første 90 dage.
Du kan også altid læse mere op på hvordan jeg selv bruger Mintos til at investere i crowdlending lån. Her går jeg mere i dybden med hvordan jeg egentligt har skruet mine strategier sammen.
Kom i kontakt med mig