Vi har hen over sommeren haft travlt med at overleve. Der har ikke været overskud til forsoning, og det sætter helt naturligt sine spor i både samarbejde og relationer.

Sådan snakker noget af lokalbefolkningen om Gaza krisen, som blussede op i sommeren 2014.

Hurtig baggrund

Hen over sommeren har Israel og Hamas lagt i krig.

For at følge op på krigen, har Musalaha’s afdeling for unge voksne (18-35 år) arrangeret et møde. Et møde, hvor de unge fik mulighed for at udtrykke, hvordan de har oplevede krisen, og hvordan de føler den har påvirket deres forhold til de forskellige befolkningsgrupper her i Israel og Palæstina. Formuleret på en anden måde: Mødet omhandlede, hvordan unge kristne forholdt sig sommerens krise. Da jeg blev tilbudt at komme med til dette møde som passiv deltager, sagde jeg med det samme ja. Muligheden for at komme nærmere en forståelse af, hvordan den lokale befolkning har opfattet den verserende krise var ikke til at modstå.

At kigge gennem hegnet

Lad os tage et kig gennem hullet

At fortælle, hvordan den lokale befolkning har reageret på krisen er ikke sådan lige til. Det er vigtigt at have i mente, at Israel består af flere forskellige befolkningsgrupper, og at der selv inden for de 3 hovedgrupper (Israelere, Palæstinensere & Palæstinensiske israelere) er meget forskel på, hvordan man har opfattet krisen. Det følgende jeg kan fortælle om, omhandler kun et udpluk af de unge kristne i grupperne. Det er derfor på ingen måde en generalisering, men derimod et hurtigt kig gennem plankeværket.

Du kan finde Musalahas offentlige udtalelse omkring mødet her (engelsk).

Selve mødets forløb

Mødet startede ud med, at alle deltagere fik mulighed for at sige, hvad de havde på hjerte. En oplagt mulighed for deltagerne til allerede nu at præge mødet i en retning som de ønskede.

Det er tankevækkende ting, der ligger den lokale befolkning på hjerte. De to sætninger fra starten af mødet som jeg bed mest mærke i er de følgende:

Israel og Palestina forsoning

Israel og Palestina i forsoning

Vi har over sommeren haft travlt med at overleve, der har ikke været tid til at tænke på forsoning

Vi ønsker forsoning i Guds kongerige, her og i himmeriget

Efter at der havde været åben mulighed for, at alle kunne ytre sig, trådte en deltager fra hver gruppe frem, og fortalte i omkring 20 minutter om, hvordan han/hun havde oplevet sommerens krig, hvordan lokalsamfundet havde reageret, og hvordan de kristne ledere havde håndteret Gaza krisen.

Forskellige parters holdninger:

Alle der ytrede sig på mødet gav udtryk for, at sommerens nøgleord måtte være ”frygt”. Lige meget hvilken side man stod på i krisen, var man præget af en gennemtrængende frygt. En frygt, der på meget kort tid fik lov at gennemsyre store dele af den daglige hverdag.

Palæstina:

Mistillid

Mistillid

Den palæstinensiske gruppe giver udtryk for at være blevet ramt af en gennemsyrende mistillid til alt, der ikke er palæstinensisk, især israelitiske soldater. Nyhederne/medierne hjalp på ingen måde på mistilliden. Tværtimod styrkedes mistilliden mellem de forskellige samfund, jo mere man lyttede til hvad der blev sagt i de lokale medier. Der blev givet udtryk for at flere endte med at være bange for, at israelske bosættere ville bortføre de palæstinensiske børn. Hvis man tidligere havde haft fremskridt i forsoningen, ødelagde krigen mange af disse fremskridt. Oven i dette følte palæstinenserne sig meget oversete, da de ingen beskyttelsesrum havde, til hvis en bombe skulle komme flyvende. Manglen på beskyttelsesrum var også en mangel på tryghed, man følte sig aldrig helt sikker. Man frygtede både de lokale bosættere på jorden og bomberne i luften.

Hamas skyder fra civil beboelse under Gaza krisen

Hamas skyder fra civil beboelse under Gaza krisen

En af deltagerne på mødet udtrykte, at han oplevede at Hamas tvang folk til at blive i husene, når det israelske militær affyrede raketter mod Gaza. Han fortalte, at ganske vidst affyrede det israelske militær advarsels-bomber, men den palæstinensiske befolkning i Gaza blev tvunget til blive i husene. Dette var en holdning, der ikke blev bakket helt op af alle, der var ved mødet. Andre udtrykte, at de oplevede at det israelske militær var ligeglad med den palæstinensiske befolkning i Gaza. De fortalte blandt andet om strande, der blev bombet uden advarsel. Hvad de dog var fælles om, var en manglende sympati for Hamas. Der var ingen tvivl om, at man som kristen palæstinenser mente, at Hamas var skadende for det palæstinensiske folk.

Palæstinensisk sammenhold

Palæstinensisk sammenhold

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Flere palæstinensere giver udtryk for, at de føler, de har fået et stærkere sammenhold under krisen. Et sammenhold, der ikke differentierede mellem kristne og muslimer. Tidligere var man delt internt, men den palæstinensiske identitet gjorde, at man passede på hinanden, man dækkede hinandens ryg. Samtidig havde man stor medlidenhed for de familier og venner, der direkte blev ram af konflikten.

Mange af vores venner døde i Gaza, og det rammer os. Det fylder os med sorg og frustration.

Foreningen af folket internt blev også styrket af fælles sociale initiativer, så som at boykotte israelske produkter, da dette var måden, hvorpå man som civil borger kunne ramme den israelske økonomi.

Mange af palæstinenserne oplevede, at de kristne lederne pådrog sig ansvaret for at berolige den lokale befolkning. Lederne mindede palæstinenserne om, at man havde været igennem lignende problemer tidligere, og ligesom man kom igennem det dengang, skulle man også nok komme igennem det denne gang. Samtidig forsøgte præsterne at præge tonen, så man dannede en lyst til at tilgive, og et ønske om at få fred snarest muligt.

Israel:

Gaza krisen - Hvornår stopper de?

Hvornår stopper de?

Den israelske befolkning var ligesom palæstinenserne bange for krigen. Bombealarmerne skræmte befolkningen meget, og mange sommeraktiviteter blev aflyst grundet krigen. Man turde simpelthen ikke komme udenfor, og befandt sig generelt så lidt som muligt uden for hjemmest trygge vægge. Dertil blev sammenholdet internt også styrket. Man hjalp meget hinanden, holdt øje med hinandens ryg, og var sammen om at få bygget beskyttelsesrum.

Den grundlæggende reaktion var, at man ønskede at forsvare den sydlige del af landet. Man forsøgte hverken at skabe eller beholde fred, i stedet ønskede man at gengælde ondt med ondt. Det var som om, at folk havde mistet håbet om en bedre fremtid, en fremtid uden krig. Mange messianske jøder oplevede derfor desværre også, at det jødiske samfund blev meget fjendsk overfor “fjenden”. De ekstreme tanker og holdninger voksede, og dæmoniseringen af det palæstinensiske folk tog til. Hvilket meget naturligt skabte større splittelse mellem de forskellige befolkningsgrupper.

Os og dem

Os og dem

Folk begyndte at tegne verdenen op i sort/hvid. Mange kristne jødiske ledere var efter de palæstinensiske kristne, fordi de ikke aktivt gik imod Hamas. Tanken blev mere og mere, at “hvis ikke de palæstinensiske kristne gjorde noget aktivt for at stoppe krigen, hvorfor skulle man så overhovedet have kontakt og forsoningsarbejde med dem?”.

En af de unge israelitter udtrykte, at han følte sig gjort til en syndebuk. Ganske vidst følte araberne sig såret grundet angrebene fra det israelske militær, men selv mente han, at israelitterne også følte sig truet.

Hvis ikke Hamas skød mod os, ville vi heller ikke skyde mod dem. Vi beskytter os mod angrebene, vi kan ikke bare se passivt til.

Fredsmissiler

Fredsmissiler

Tanken var meget, at hvis ikke araberne (læs: Hamas) havde skabt ballade, så ville israelitterne heller ikke bombe dem. Selvom man ikke ønskede at skabe krig, kunne man heller ikke se passivt til, mens bomberne regnede ned over en. Han sagde følgende:

Tro ikke at våben på nogen måde skaber fred, våben skaber kun krig.

Israelitternes oplevelse af krigen var en noget anden, end den palæstinenserne oplevede. Mens palæstinenserne var bange for en militær invasion i Gaza, vidste israelitterne ikke hvor og hvornår den næste bombe ville falde. De konstante bombardementer havde tydeligtvist sat sit præg på de israelske borgere.

Palæstinensiske israelere

Klemt i midten

Klemt i midten

De palæstinensiske israelere følte sig meget klemt mellem to fronter i Gaza krisen. De havde store problemer med at identificere sig selv, med nogen af parterne i krisen. Som der til mødet blev sagt:

Vi har til hverdag svært ved at definere os selv, og krisen gjorde det ikke nemmere.

Hårde ord

Hårde ord

Denne problematik opstod fordi de palæstinensiske israelere ikke følte, de havde friheden til, på nogen måde, at ytre sig om Gaza krisen. Ligemeget hvad man sagde, blev man verbalt angrebet af begge sider. Medens den ene side ikke mente man var kontant nok, ikke råbte højt nok, blev man af den anden side beskyldt for ikke at ville tage deres parti. Da de ikke ønskede at støde nogen, valgte mange helt at fortie (Selvom denne taktik også mødte kritik fra begge fronter).

Som arabere føler vi medlidenhed for Gaza, og var imod drabene der. Samtidig er vi israelitter og kan også sagtens følge tankegangen her.

Folk var bange, man ønskede ikke at dele sine holdninger, og det var derfor det sikreste ikke at melde noget ud. Men hvor man tiede offentligt, delte man holdningerne på Facebook. Distanceringen over Facebook gjorde, at man havde større frimodighed til at dele de tanker man gik med.

Den rigtige krig var på Facebook. Vi var slemme ved hinanden offentligt, men på Facebook…

En af deltagerne gav et direkte eksempel på, hvorfor hun havde det så svært med at befinde sig mellem de to parter.

Jeg blev bedt om at bede for de israelitiske soldater, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvordan kunne jeg bede for de mennesker som slog arabere ihjel? Selvom det ikke var deres skyld, de følger bare en ordre. Jeg var meget splittet, for jeg ønsker ikke nogen bliver såret.

Klemt mellem to fronter

Klemt mellem to fronter

Som der også blev givet udtryk for, havde de palæstinensiske israelere ikke specielle følelser for en specifik gruppe. Følelsen var den samme, hvis en israelitisk soldat døde eller hvis et palæstinensisk barn døde. Man havde lige stor sympati på det menneskelige plan. Ligemeget hvor gammel personen var, eller hvilken befolkningsgruppe personen var fra, så var det stadig et menneske, som døde.

Da man havde store problemer med at få sagt det man havde på hjerte, begyndte de palæstinensiske israelere at bede for fred såvel som forsoning mellem parterne. Dertil fokuserede man på at hjælpe de steder man kunne.

Flere gav udtryk for, at krigen måske havde bragt noget godt for lokalsamfundet. Den styrkede sammenholdet internt, da man var nødsaget til at kigge indad. Når alting går godt, glemmer man håbet om en bedre fremtid, den gode fremtid bliver lidt en selvfølge. En selvfølge, som for mange kun kan blive ødelagt af “den anden side”. Hvad der under Gaza krisen var blevet tydeligt for de palæstinensiske israelere var, at man ikke skal kigge på den anden side, men i stedet kigge på, hvordan man selv kan blive bedre. Kigge indad og se sine egne fejl, i stedet for at fokusere på andre og på deres fejl.

Opfølgning på Gaza krisens effekt:

Slutteligt vil jeg komme med disse tre punkter, som jeg har taget med mig hjem fra mødet:

  1. Fælles for alle befolkningsgrupperne var, at man ikke var tilfredse med, hvad medierne meldte ud omkring Gaza krisen. Meget af det der blev sagt kom ikke af en kristen baggrund, men derimod af en politisk. Man følte ikke, at de repræsenterede samfundet ordenligt. Mange var nået frem til konklusionen, at de måtte gøre op med sig selv, hvorvidt de ville sige noget imod stemmerne når de ikke er enige, eller om de vil se passivt til og lade medierne blive deres stemme.
  2. Mange gav udtryk for, at krigen har vist, at det er vigtigt at vi bygger broer, så man kan forstå hinanden. Hvis ikke de kristne har et ordenligt sammenhold, og en ordentlig forståelse af hinanden, så bryder al forsoningsarbejde sammen, hvis der kommer for meget modgang. Dette blev desværre alt for tydeligt under Gaza krisen denne sommer.
  3. Store dele af det kristne samfund er bange for at have mistet modet for at drømme om en bedre fremtid.

Samarbejde