Langt de fleste danskere har en traditionel indkomst. En indkomst hvor de bytter deres arbejdskraft for en løn fra arbejdsgiver. Dette kan være et problem hvis din arbejdskraft bliver overflødiggjort af maskiner, eller hvis der er en fyringsrunde på arbejdspladsen.
Vi kender vidst alle en der har mistet sit job. Eller måske har du selv prøvet at blive afskediget. Bare tanken om at miste sit job kan være stressfuldt, dette ofte af to grunde.
- Fuldtidsjobbet er den eneste indtægtskilde. Hvis man mister arbejdet mister man også også hele sin indkomst.
- Man kan være bange for ens mulighed til at få et nyt job.
Lad os se nærmere på disse to punkter.
Jobbet er den eneste indtægtskilde
I forhold til det første punkt, kan du minimere din risiko her, hvis du sørger for at have mere end én indtægtskilde. Der kan være flere måder at få flere forskellige indtægter. Den nemmeste at komme til at investere i udbytte aktier & indeksfonde. Sådanne investeringer vil kunne give dig et årligt afkast, som du ville kunne bruge til at supplere dine andre indtægter med. Alternativt kunne du lave ekstra arbejde ud over dit fuldtidsarbejde (ikke en opfordring til sort arbejde). Hvis du bor i et villakvarter kunne du måske tilbyde dine naboer at klippe deres hæk? Der er sikkert flere som ville være frisk på at betale for at slippe for den slags arbejde.
Det kan være svært at finde et nyt job
Jeg har selv arbejdet sammen med folk som især var bange for ikke at kunne finde et nyt arbejde hvis de mistede det job de havde nu. Mange af dem havde ikke anden erhvervserfaring end den ene virksomhed de arbejdede for. Og havde samtidig heller ikke brugt tiden på at efteruddanne sig selv i fritiden. De havde kun den erhvervsmæssige erfaring og viden, som de havde fået gennem deres nuværende job. Det er et problem, for skal man finde et nyt job, hænder at man ender med at skulle omskoles og have helt nye kompetencer hvis man vil tilbage på arbejdsmarkedet. Dette især hvis du i dit jobskifte også skifter branche.
Master of none
Mange kender til udtrykket “master of none”, og ser det som noget negativt at man ikke er specialiseret i ét område, men i stedet kan lidt af mange forskellige ting. Det fulde citat lyder dog således:
A jack of all trades is a master of none, but oftentimes better than a master of one.
Der lægges i ordsproget altså op til at man netop ikke er specialiseret i én ting, men at man i stedet formår at håndtere flere forskellige discipliner.
En konstant udvikling af dig selv, kan hjælpe meget på at fjerne den risiko der er ved at miste ens arbejde. Arbejdsmarkedet flytter sig hele tiden, og der bliver ofte stillet nye og større krav hvis du skal have et nyt job. Samtidig stiller det dig også bedre ved en lønforhandling.
Lad os se lidt nærmere på det her med at få flere kompetencer eller styrke de eksisterende.
Få nye kompetencer eller styrk de eksisterende
Hvordan du spreder dine kompetencer er individuelt for den enkelte profession. Kreative projekter er altid en god start. Det lyder lidt uoriginalt, men det er vitterlig kun fantasien der sætter grænser her. Det vigtigste er at det er noget du finder interessant og lærerigt samtidig.
Jeg er ikke den bedste til at finde på et eksempler, men et par stykker jeg kunne komme i tanke om kunne være følgende.
- En tegneserietegner kunne i fritiden arbejde med at lave små animerede kortfilm.
- En hjemmeside-programmør kunne forsøge sig med at skrive mobil-apps i fritiden.
- Hvis du arbejder med bygningshåndværk er det altid godt at dokumentere eventuelle forbedringer du laver på dit eget hus.
Selvom de ikke er gode, tænker jeg at du forstår hvor jeg vil hen med eksemplerne. Det handler om at finde noget der er relevant for den branche du gerne vil arbejde i. Hvis du i din fritid kan have hobbyer eller projekter, som enten øger dine eksisterende kompetencer, eller udvider din værktøjskasse med nye kompetencer, er det helt klart ønskværdigt.
Ud over at have et konkret projekt du kan vise frem, kan jeg helt klart anbefale at man engagerer sig i et online fagspecifikt fællesskab, og hjælper dem man kan hjælpe. Når man hjælper andre videre får man selv en dybere forståelse for faget, og nogle gange kommer der spørgsmål frem på et forum hvor man selv må undersøge området mere før man kan svare ordentligt. I begge scenarier gavner det dig og din markedsværdi at hjælpe andre.
Online undervisning
En måde hvorpå jeg holder mig opdateret på, er ved hver dag at se en forelæsning eller en tale omkring et emne der er relevant for mig. Dette kan både være inden for personlig udvikling, men langt oftere er det omkring et område af min branche jeg ønsker at lære mere om.
Har du læst de andre lektioner?
Du er netop kommet gennem 6. lektion i min serie af “De 10 vigtigste lektioner i privatøkonomi“. Du kan finde de andre lektioner herunder:
-
- 1. lektion i privatøkonomi: Penge køber muligheder
- 2. lektion i privatøkonomi: De første penge du tjener er de mest værdifulde
- 3. lektion i privatøkonomi: Invester i finansiel viden
- 4. lektion i privatøkonomi: Forstå skattesystemet
- 5. lektion i privatøkonomi: Der er forskel på gode og dårlige lån
- 6. lektion i privatøkonomi: Spred dine kompetencer og dermed din risiko
- 7. lektion i privatøkonomi: Forbered dig på held
- 8. lektion i privatøkonomi: Sæt en pris på din tid - og din familie
- 9. lektion i privatøkonomi: Hav et fast mål
- 10. lektion i privatøkonomi: Finansiel velstand skabes sammen med din partner
Kom i kontakt med mig