Den israelske regering vil åbenbart meget gerne have mig ud af landet. De er i hvert fald ikke glade for at forny mit visum.

Den Israelske stat anderkender ikke, at der kan findes forsoningsarbejde mellem israelere og palæstinensere. Dette betyder at jeg i mit 5 måneders ophold i Israel, ikke kan få volontørvisum, da mit volontørarbejde i Israel er for NGO’en Musalaha, som arbejder med forsoning mellem netop disse to folke grupper, israelerne og palæstinenserne.

Normalt er dette ikke et problem. Der er rigtigt mange, der årligt tager på visum-rejse for at få fornyet deres turist-visum. Her tager man på et par dages ferie i et nærtliggende land (Jordan, da de er det eneste naboland Israel er nogenlunde gode venner med), og så får et nyt visum på 3 måneder, når man rejser ind i landet igen. Dette håbede jeg også jeg kunne gøre med en rejse til Danmark. Jeg blev klogere.

Sikkerhedsrisiko niveau 5

Sikkerhedsrisiko niveau 5

Mistilliden fra israelsk side mærkede jeg tydeligt da jeg, i forbindelse med min morfars død, midt i volontøropholdet skulle til Danmark i en uges tid. Her blev jeg, inden jeg overhovedet havde sat min fod i lufthavnen, trukket til side af sikkerhedsvagter 3 gange. Der skulle vises pas, svares på spørgsmål, og min håndbagage skulle gang på gang tjekkes igennem. Hele problematikken blev ikke mindre da sikkerheds personalet ikke kunne forstå, hvordan den eneste bagage jeg havde var en håndbagage. 2½ måned er åbenbart for længe at være på ferie uden mere baggage end en carry-on. Det hele endte med at jeg blev smidt i risikogruppe 5 (af 6), hvilket højst sandsynligt har været med til at give mig problemer med mit visum.

En snak med indenrigsministeriet

I et forsøget på at få fornyet mit turist-visum, måtte jeg en tur forbi det israelske indenrigsministerium (Ministry of Interior / MOI). Første gang jeg var forbi her, fik jeg et klart nej, og jeg kunne højst få 14 dages fornyelse af mit visum. Jeg kunne end ikke få et møde, hvor jeg kunne få lov at fremlægge min sag. Men da kvinden ved skranken ikke noterede mig i systemet, bestemte jeg mig for at kigge forbi søndag, møde op bedre forberedt og så håbe på der sad en anden ved skranken.

Forberedelsen

For at klargøre mig til mødet fik jeg bestilt en billet til d. 31. januar, selvom jeg kun har visum til midt december. Jeg håbede på, at det at kunne vise en udrejsedato kunne formilde dem. Jeg viser trods alt, at jeg ikke agter at blive i landet for evigt.

Nuværende arbejde slettes

Nuværende arbejde slettes

Derudover fik jeg skrevet en liste over ting jeg har set, og ting jeg gerne vil se. Derudover skulle jeg slette oplysninger på Facebook, LinkedIn og andre steder, hvor der stod at jeg arbejdede hos Musalaha. Dette af to grunde, dels fordi jeg ikke må arbejde i landet, og dels fordi Musalaha og den israelske regering ikke ligefrem er gode venner. Som fortalt tidligere tror den israelske regering jo ikke på at der findes forsoningsarbejde mellem israelere og palæstinensere.

Andet møde

Hen over weekenden var jeg blevet syg, og havde lørdag haft feber. Dette betød også at jeg måtte møde halvsyg op på indenrigsministeriets kontor. Jeg var nødt til at tage afsted, og kunne ikke bare blive hjemme, for tiden var ved at løbe ud. Det var d. 7., så hvis ikke jeg snart fik fornyet mit visum, skulle kufferten være pakket efter en uge, og jeg skulle afsted mod Danmark.

Inden mødet coachede min lokale danske præst David mig i, hvad det egentligt var jeg “ville se” de forskellige steder. Han gav mig et lynkursus i, hvad man må sige, og hvad der er bedst ikke at tale om (generelt er alt der kan linkes til Palæstina no-go).

Søndag var desværre ikke en succes. Kvinden ved skranken var ikke til at stikke i, og ligemeget hvad der blev fremlagt af argumenter var svaret; “Slutningen af december, ikke længere”.  Så nu skulle billetten til januar afbestilles, og en ny billet til slut december skulle købes.

Tredje & fjerde møde

Billet til d. 29. januar var bestilt, og jeg mødte håbefuldt op på indenrigsministeriet. Dette burde være en nem sag. Jeg havde trods alt ved det sidste møde fået beskeden, at jeg kunne blive i landet til slut december, såfremt jeg kunne fremvise en billet, der bekræftede min påstand om, at jeg agtede at forlade landet. Jeg tog fejl.

Tredje møde var en pinsel! Først havde jeg en længere diskussion ved skranken for overhovedet at få en tid til en samtale, så jeg kunne få fornyet mit visum. Efter længere debat fik jeg dog lov til at se manageren. Jeg fik beskeden at jeg skulle sætte mig i venteværelset, og så ville mit navn blive råbt op når det blev min tur.

Efter 45 minutter var alle venteværelsets gæster skiftet ud 2 gange, den eneste konstant var mig. Jeg kunne ikke forstå det, så jeg vendte tilbage til skranken for at høre om jeg stadig havde en tid, eller om jeg var blevet glemt. Her fik jeg et typisk israelsk svar:

“Dét har jeg godt nok aldrig lovet dig! Hvordan kunne du tro at du kunne få lov at snakke med manageren?”

Efterfulgt af tilbuddet “Du kan få lov at møde op i morgen, d. 15., og så få fornyet dit visum der. Alternativt kan du gå til bord to og se om damen der vil hjælpe dig”. Jeg forsøgte mig med bord to, men hun kiggede bare koldt på mig og fortalte mig, at det kunne der ikke være tale om, hun arbejdede slet ikke med den slags papirer. Så jeg måtte tilbage til skranken og sige “Ja tak” til en tid kl. 8:30, den samme dag som mit visum udløber.

Mødet jeg nu var blevet tilbudt, var det møde jeg under ingen omstændigheder kunne få for 14 dage siden. Så lidt fremskridt var der da i processen.

Fjerde møde var det absolut nemmeste. Jeg gik direkte til bord 5, da jeg havde en tid her, viste billet & pas, og fik så stemlet alle mine papirer efter at have betalt 180 Shekel. Det var det, plain and simple. Hele seancen tog ikke mere end 10 minutter!

14 dages forlængelse af visum

14 dages forlængelse af visum

Endgame

Det er en skam hele eventyret skal ende så brat som det gør, men jeg fik da 4 måneder hernede, og har fået en masse med i rygsækken, professionelt såvel som personligt. Du kan læse om mange af mine oplevelser i Israel her.

Jeg har hele tiden vidst, at jeg var her på lånt tid, men havde håbet at jeg kunne få lov at strække opholdet til slut januar.