Lad mig være helt klar i spyttet her. At have penge handler ikke om at eje en Ferrari og bo på en stor herregård.
En god privatøkonomi og finansiel velstand, er først og fremmest et middel til at købe dig muligheder. Muligheden for at kunne bruge dine penge på det der er vigtigt for dig. Det kan være muligheden for at hjælpe familiemedlemmer, at støtte velgørende formål, eller måske muligheden for at gå tidligt på pension så du kan bruge tiden sammen med dem du holder af. Og ja, hvis det er vigtigt for dig, kan det også være muligheden for at købe luksus. Det er nogle af de valg du har mulighed for at tage, fordi din økonomi giver dig muligheden for frit at vælge mellem flere muligheder. Dette står i stærk modsætning til at dine valg bliver dig påtvunget, fordi du ikke har penge nok til rådighed.
“Lykke kan ikke købes for penge”
Dette leder mig til holdningen “Lykke kan ikke købes for penge“, som så mange har gentaget hen over årene. Bull. Shit! Min ærlige holdning er, at enhver der har sagt det, ærligt talt ikke ved hvor de skal shoppe. Det er ikke sikkert du bliver gladere af at købe den nyeste telefon. Men det at du har muligheden for at kunne købe den, sætter dig i en helt anden situation end hvis du ikke har muligheden. En sådan begrænsning kan have en negativ påvirkning på dit liv & din tilfredshed.
En telefon kan virke som et dumt eksempel. Men det kan også være ting som ikke er så fysiske, og som ikke er så nemme at tage og føle på. Muligheden for at kunne tage orlov hvis der opstår sygdom i familien, uden at skulle tænke på at man så ikke kan få mad på bordet i næste måned. Se dét er altså reel glæde og overskud som du direkte køber dig til. Du køber dig fri fra arbejdsmarkedet.
Jeg er ikke den eneste med denne holdning. Spiir har skrevet en fin artikel omkring hvorvidt penge kan gøre dig lykkelig, og Detektor fra DR fandt også frem til at der var en sammenhæng mellem velstand og lykke.
Fokuser på det vigtigste
Når jeg snakker om muligheder snakker jeg ikke kun om hvad du kan købe dig til. Pengene er helt sikkert et vigtigt aspekt, og det er afgjort den primære grund til at mange af os overhovedet arbejder i første omgang. Jeg er overbevist om, at hvis ikke din indkomst var en faktor, ville mange af os nok ikke arbejde hvor vi arbejde i dag. Derfor er det også vigtigt at fokusere på det, når man får muligheden for at gøre hvad man har lyst til, uden at skulle tænke på økonomien. Når man tænker på det at skabe muligheder for sig selv, handler det for rigtigt mange om familien. Flere og flere danskere fokuserer på at få mere fritid til at at være sammen med deres familie. Når det er sagt, så ser vi også en tendens, hvor danskerne i større grad køber sig mere fritid.
Det vigtigste du kan gå herfra med fra denne lektion, er at at penge sætter dig i en position hvor du kan vælge hvad der er vigtigt for dig. Uanset hvad det så er. Dette mindset er hvad jeg ønsker du tager med dig videre. Penge = muligheder.
Har du læst de andre lektioner?
Du er netop kommet gennem 1. lektion i min serie af “De 10 vigtigste lektioner i privatøkonomi“. Du kan finde de andre lektioner herunder:
-
- 1. lektion i privatøkonomi: Penge køber muligheder
- 2. lektion i privatøkonomi: De første penge du tjener er de mest værdifulde
- 3. lektion i privatøkonomi: Invester i finansiel viden
- 4. lektion i privatøkonomi: Forstå skattesystemet
- 5. lektion i privatøkonomi: Der er forskel på gode og dårlige lån
- 6. lektion i privatøkonomi: Spred dine kompetencer og dermed din risiko
- 7. lektion i privatøkonomi: Forbered dig på held
- 8. lektion i privatøkonomi: Sæt en pris på din tid - og din familie
- 9. lektion i privatøkonomi: Hav et fast mål
- 10. lektion i privatøkonomi: Finansiel velstand skabes sammen med din partner
Kom i kontakt med mig